Fra mobning til medaljer

Eirunn har cerebral parese. Da Eirunn var barn kunne hun ikke lide fysisk aktivitet. Som voksen vandt hun en sølvmedalje i bordtennis ved de Paralympiske Lege.

Lange, stillesiddende frikvarterer. Drillende kommentarer hver gang hun forsøgte at være med. Det var hverdag for Eirunn Nesset Ellefsen da hun som barn med cerebral parese havde svært ved at følge med de andre børn i skolegården. Dengang kunne hun ikke lide fysisk aktivitet. Det var forbundet med nederlag.

Eirunn er født med en lammelse i venstre side af kroppen. Efter en skolegang, hvor fysisk aktivitet var forbundet med mobning og dårlig selvtillid, begyndte hun til bordtennis som 16-årig. Her fandt hun hurtigt ud af, at hun måtte gøre noget ved sin dårlige balance, hvis hun skulle få en succesoplevelse af at spille bordtennis.

”Jeg var top-motiveret for at gøre noget for at forbedre mine evner. Derfor begyndte jeg med at træne 25-30 timer om ugen,” fortæller Eirunn.

To år senere var hun på handicap-landsholdet i bordtennis.

”Man må ikke lade sig begrænse”

I årene fra 1980-88 fortsatte hun med at træne 25-30 timer om ugen. Og det betalte sig. I 1982 vandt hun Verdensmesterskabet i handicap-bordtennis, i 1984 vandt hun sølv ved de Paralympiske Lege og i 1986 vandt hun igen Verdensmesterskabet i handicap-bordtennis.

”Jeg har altid været sådan en type, der vil gøre tingene på trods. Jeg måtte ikke længere lade mig begrænse af, at jeg har cerebral parese,” siger Eirunn.

I dag er Eirunn uddannet idræts- og socialpædagog, og har en mand og to børn. Hun er stadig fast besluttet på at kast sig ud i det, hun har lyst til. Der er dog visse ting, hun i en alder af 53 år er nødt til at være opmærksom på.

”Man må acceptere, at man har cerebral parese. Hvis der er noget jeg gerne vil, så gør jeg det. Men jeg må også tage konsekvensen af det bagefter, hvis det har været for hårdt,” siger hun.

Og netop konsekvenserne af at presset sig selv for meget kan være træthed og dårligere koncentration. I dag går Eirunn til ridefysioterapi, og det hjælper hende meget.

”Det giver mig en indre ro. Og en bedre balance, koordination og en bedre kontakt med kernemuskulaturen. Og så er det bare hyggeligt og socialt at gå i stalden,” forklarer hun.

Man skal prøve at fejle

Eirunn er ikke i tvivl om, hvad hun synes er noget af det vigtigste, man som forældre skal tænke over, hvis man har et barn med cerebral parese.

”Lad børnene prøve selv. Der er så mange handicappede børn, der bliver beskyttet fra at fejle. Men det er en naturlig proces for alle børn, at de selv skal gøre sig erfaringer med, hvad de kan og hvad de ikke kan,” siger hun.

Både igennem sit arbejde med handicappede børn som idrætspædagog, og igennem sin egen erfaring med træning da hun selv var barn, har Eirunn også en klar mening om genoptræning. Det skal være sjovt.

”Tag udgangspunkt i det, børnene har lyst til. Det gør, at man får trænet mere. Som barn var min træning kedelig, men da jeg startede til bordtennis var jeg topmotiveret. Det var derfor jeg trænede så meget. Det var det, der fik mig på landsholdet, siger hun.