Kontakt os

INNOVAID A/S

Kontakt INNOVAID i dag:

Bakketoften 3

DK-8541 Skødstrup

Denmark

T: +45 86 78 99 33

F: +45 86 78 99 34

mail@iaid.dk

Mindsteps – et fællesskab for hjemmetrænende forældre og deres børn

Mandag, november 25, 2019

Hos Mindsteps i Horsens mødes forældre og børn, der hjemmetræner efter servicelovens §32a. Her har de faciliteterne til at udføre deres træningsprogrammer optimalt, og de har et skabt et fællesskab, der kommer både børn og forældre til gode.

At gå fra en arbejdshverdag med masser af kollegaer til at gå hjemme med sit barn kan være en stor omvæltning for forældre, der hjemmetræner efter servicelovens §32a. Det har Cecilie Ruston oplevet, da hun i 2012 begyndte at hjemmetræne med sin søn Axel. Hun savnede nogle kolleger at spare med, og så manglede hun bedre fysiske rammer for at træne med sin søn. Da hun hørte om det dengang nyopstartede Mindsteps i Herlev, var hun ikke i tvivl. Mindsteps skulle til Jylland.

Ensomhedsfølelsen forsvinder

Mindsteps er en 100% forældredrevet organisation, der nu har afdelinger i Herlev og Horsens. Her træner forældre deres børn efter forskellige træningsmetoder, der er godkendt til hjemmetræning.

Mindsteps Horsens kunne slå dørene op for første gang i januar 2019. Horsens har altså fået et træningssted, hvor børn og forældre, der hjemmetræner, kan mødes og være fælles om at træne. Her er der de faciliteter, som børnene har brug for, for at få en god og alsidig træning. Samtidig har forældrene mulighed for at spare med hinanden. Det er utrolig vigtigt for Cecilie Ruston, der føler, at hun har fået nogle kollegaer i de andre forældre.

”Det, jeg som forældre får ud af at komme i Mindsteps, er klart sparringen og fællesskabet. Ensomhedsfølelsen forsvinder, når man deler hverdagen med andre, der er i samme båd som en selv. Jeg har en følelse af at have kollegaer, og det har en kæmpe stor værdi, fordi ingen jo på forhånd er rustet til at få et barn med handicap. Det er meget givende for mig at snakke med andre forældre, som ved præcis, hvad jeg snakker om og måske har lignende erfaringer,” siger Cecilie Ruston.

Transparens over for omverdenen

Grundidéen til Mindsteps har et politisk islet. Forældrene i Mindsteps arbejder for, at hjemmetræning anerkendes på lige fod med de øvrige tilbud til børn med handicap. Sammen med forældreforeningen Hjernebarnet arbejder Mindsteps på at skabe gode betingelser for hjemmetrænende forældre.

”Der kan være mange fordomme om hjemmetræning. For eksempel at det er synd for barnet og det går ud over søskende. Tanken med Mindsteps er at komme disse fordomme til livs. Vi vil gerne være transparente og vise verden, hvad det er, vi laver,” fortæller Cecilie Ruston.

Forældrene har derfor haft mange politikere ude for at se, hvordan de træner og vise dem, hvor godt børnene trives der. Mindsteps kan på den måde være med til at gøre det synligt, hvordan hjemmetrænende forældre arbejder, og hvordan det påvirker børnene at træne med deres forældre.

Optimale træningsforhold

For børnene der kommer på Mindsteps er det en stor fordel, at de møder andre børn, der er ligesom dem selv. Når de træner derhjemme, vil det ofte være deres søskende, de kan sammenligne sig med, men i Mindsteps møder de andre børn, som også skal træne, og som også har forskellige vanskeligheder. Det betyder meget, fortæller Cecilie Ruston, som også fremhæver fordelen i at adskille træning og fritid.

Derudover gør faciliteterne i Mindsteps det muligt at få det optimale ud af sit træningsprogram.

”Axel har haft det som en del af sit træningsprogram, at han skulle krybe 500 meter hver dag. Når han gjorde det derhjemme, kunne han kun krybe få meter ad gangen, før han måtte vende om. Det virkede distraherende for ham. I Mindsteps har vi en krybebane på 25 meter og det betyder, at han har meget bedre mulighed for at få et godt udbytte af sin træning,” siger Cecilie Ruston.

Mindsteps i Horsens har netop udvidet og er per 1. oktober oppe på 400 kvadratmeter, som børnene kan boltre sig på. Disse kvadratmeter rummer alt det, som børnene og deres forældre har brug for, til at gennemføre deres træning. Mindsteps har nemlig en filosofi om, at hvis et barn har brug for noget bestemt til at lave sin træning, så fundraiser de til det.

Hvem kommer hos Mindsteps?

Alle, der er godkendt til at træne efter servicelovens §32a kan træne hos Mindsteps. Det er altså et krav, at man har et hjemmetræningsprogram, man træner efter. Man kan købe forskellige medlemsskaber alt efter hvad der passer en bedst. Der er et månedsmedlemsskab til dem, der kommer flere gange om ugen, eller måske hver dag i Mindsteps, og så er der et klippekort til dem, der ikke kommer så ofte.

Cecilie Ruston er den eneste fra Horsens afdelingen, der er med i bestyrelsen. Men hun har oprettet et forældreråd, da hun er meget optaget af, at forældrene i Horsens også skal føle et ejerskab over stedet. På den måde er alle forældre med til at gøre Mindsteps til det sted, som de gerne vil skabe for deres børn.

Læs mere om hjemmetræning her

Nyheder

Webinars on demand - bliv klogere på vores løsninger, når det passer dig

18-11-2024
Gå ikke glip af værdifuld viden – vores on-demand webinarer giver dig muligheden for at lære, når det passer dig bedst...

Blog

Tryghed og sikkerhed - uden at stigmatisere!

03-09-2024
Smarte sikkerhedshjelme giver god beskyttelse og tryghed Fald udgør en betydelig risiko for alvorlige skader over et...

Events